Vil du blive vores plejefamilie?

OASA har erfaring med videreformidling af hunde og katte siden 2006. Ofte kræver disse sager at dyrene hurtig anbringes et sted hvor de kan få ro og omsorg. Det er ofte et spørgsmål om liv eller død, hvorvidt der er plejefamilier som kan træde til.

Plejefamilier placeret over hele landet

Når nødlidende kæledyr kan få midlertidig husly hos vores plejefamilier, kan vi koncentrere os om at videreformidle til et blivende hjem, uden stress og jag og dermed sikre det bedste match mellem dyr og adoptanter.

  • Alle dyr vi videreformidler er blevet tilset af en dyrlæge og er chippet.

  • Kost og dyrlæge regninger betales af OASA og netop derfor er vi så taknemmelige og ikke mindst afhængige af vores medlemmer.

OASA har altid brug for flere plejefamilier

Som plejefamilie vil du have dyret i hjemmet, indtil vi finder en permanent familie. At være plejefamilie er yderst givende. Det er en stor oplevelse at se de dyr, man hjælper til en bedre hverdag, tage deres første skridt mod et bedre liv. Hvis dyret er fjernet fra hjemmet kommer de ofte fra vilkår, der både udviklingsmæssigt og mentalt ligger langt fra mulighederne i deres nye hjem. Det er en fantastisk oplevelse at se dem begynde at blomstre op – det kan ikke beskrives!

DET MED SMÅT – har vi valgt at skrive med stort

OASA gør opmærksom på, at man som plejefamilie underskriver en kontrakt med OASA, når man får et dyr i pleje – kontrakten forhindrer ikke, at man tillige hjælper andre foreninger – den fortæller udelukkende, at det er OASA der ejer dyret, samt at de udleverede retningslinjer skal følges.

Du skal have et grundlæggende kendskab til dyrearten. Har du yderligere kendskab til træning og psykologi, så fortæl os det, da dyret i visse tilfælde kommer fra usle vilkår, og her er det vigtigt, at dyret kommer ud i en familie, som formår at læse dets signaler, så der kan opbygges en grundlæggende tillid.

Tålmodighed og kærlighed er absolut nødvendige ressourcer

I skal have snakket om anskaffelsen af et plejedyr i jeres familie. Vi ønsker ikke at sende et dyr ud i en familie, hvor det kun delvist er ønsket. Dyret vil kunne mærke dette, og det vil ikke føle sig tryg i hjemmet. Af samme grund skal et dyr heller ikke ud til en familie, der ikke evner at skabe den fornødne tryghed omkring det. Det kan måske skyldes mangel på regelmæssighed, ubalance i familien etc.

Hvis der er tale om en hund gælder yderligere, at denne ikke må være alene minimum den første uge. Herefter skal alene hjemme-træning ske gradvist. I skal derudover være overbeviste om, at I ikke mister tålmodigheden og skælder ud, 117. gang hunden gør noget forkert. Hunden har brug for tid til at lære, og negativ respons vil kun øge dets usikkerhed.

En plejeordning kan strække sig fra dage til måneder. Som regel har vi fundet dyret et hjem inden tre måneder, da vi ønsker at se dem komme videre til en ny familie inden der er gået for længe.

Det er ikke et krav, men vi henstiller til at plejefamilier bliver medlem af OASA. Vi har brug for økonomisk støtte, for at drive OASA, da vi alle arbejder 100% frivilligt.

Vi forsøger at vende tilbage til alle som kontakter os, med det samme. Men da vi alle i OASA har fuldtidsjob, et det ikke altid at det kan lade sig gøre. Ingen er glemt, men vi beder om tålmodighed. Er det vigtigt eller konkret, er du velkommen til at kontakte os!

Har du lyst til at blive vores plejefamilie? Så kontakt os her

Dyrene har brug for din hjælp

OASA er en NON-PROFIT organisation og består udelukkende af frivillige. Hver en donation går ubeskåret og direkte til dem, der har behov for det – dyrene.

Dyrene har brug for din hjælp

OASA er en NON-PROFIT organisation og består udelukkende af frivillige. Hver en donation går ubeskåret og direkte til dem, der har behov for det – dyrene.